[Juni 05]
Pennevenner - kunsten at gøre hverdagen levende
for andre
At
kunne åbne en kanal til et andet menneskes liv et fjernt sted
på kloden er en fantastisk ting. Her tænker jeg ikke
på hverken clairvoyance, chat rooms og web kameraer, men den
gode gammeldags brevveksling. Linieret papir dækket med håndskrevne
ord, tegninger og farverige billeder. Dekorerede konvolutter fyldt
med overraskelser, udklip, brochurer fra lokale seværdigheder,
fotografier og venskabsbøger. Langsomt,
gammeldags og meget personligt. En årelang udveksling af kapitlerne
i dit liv, oplevelser og problemer. Overfladisk eller helt tæt
på, alt efter temperament og penneven. Hvorfor er det så
fedt, når det "klikker i hak"?
Næsten uden forbehold deler man sine inderste
tanker med en vildt fremmed, som i bedste fald bliver en nær
ven. Og det uden at man måske nogensinde mødes. Man
kan skrive ting, man end ikke fortæller sin nærmeste
veninde eller familie. På den ene side er vedkommende i sikker
afstand og på den anden side kan hun give mere respons end
en død dagbog.. Det fantastiske er, at tilfældet kan
føre en sammen med et menneske i et fremmed land, som på
magisk vis næsten er helt den samme som én selv. Andre
er min dimentrale modsætning, men alligevel er der meget at
lære fra vedkommende, og man bliver selv mere åben og
tolerant. Bare det at skulle beskrive sig selv og sit land, giver
stor øvelse og selvindsigt.
Jeg har en naiv ide om at breve nedbryder mange af
de barrierer, som man ellers først skal kæmpe sig igennem
i sin hverdags sociale spil. Her går vi direkte til kernen,
tanker og indre værdier - hvordan man ser ud har ikke haft
indflydelse på kontaktskabelsen. Som regel da. Høflighedsfraserne
og "møven sig ind på" er klaret på
fem linjer. Og du kan få folk i tale, der ellers ikke ville
værdige dig et blik i et større selskab - så
er det op til dig at bevise, at du er et interessant menneske, der
er værd at lære at kende. Om du så kan holde på
dem er en anden ting. Selvfølgelig vil der altid være
idioter, der holder op med at skrive efter det ønskede foto
er afsendt. Og nej, selvfølgelig er alting ikke den rene
idyl hele tiden i et stort nationalt fælleskab af elskelige
hyggetanter. Man kan være uheldig at få fat i nogle
kedelige eller manipulerende mennesker, som ikke er værd at
bruge tid på. Som i alle andre venskaber kan kontakten fuse
ud efter en tid. Man kan vokse fra hinanden, bliver uvenner, komme
bort fra hinanden og finde sammen igen senere. Alligelve er de positive
oplevelser i flertal. Som i alle andre situationer skal man bare
føle sig frem og ikke afgive mere information end man har
lyst til.
At samle på nålestik i landkortet
De første to penneveninder jeg fik var i folkeskolen,
hvor vi skulle være venskabsklasse med en svensk ditto fra
Säffle.
Det indbragte to hestegale veninder og en udfordring
i at forstå svensk. Tillige kom den bacille ind i systemet,
der krævede
FLERE pennevenner og i så mange lande som muligt. Det var
en helt samlermani, som man delte med andre via
venskabsbøger, som man sender rundt med
sine breve. På et tidspunkt havde jeg over tyve pennevenner
fra hele verden, og
min fritid blev delt mellem lektierne og at skrive breve. Ingenting
at regne mod de virkelig gale mennesker, der nærmede sig
de hundrede i deres "skrivekreds". Men med så mange
kan man jo ikke være grundig og få et ordentligt forhold
til alle,
så derop kom jeg aldrig.
I disse dage har jeg kun en håndfuld pennevenner
tilbage: Island, Tyskland, Skotland, England, Norge, Portugal og
U.S.A.
Mange har jeg haft i rigtig mange år, helt tilbage fra skoletiden,
og det giver perspektiv. Et fåtal har jeg også besøgt
og
fået besøg af. Det kan være en risikabel affære,
for måske møder man til sin overraskelse et vildt fremmed
menneske,
som man pludselig ikke kan genkende længere fra brevene, og
den pinlige tavshed skal hurtigt overstås førend
vedkommende tager hjem igen. Afgrunden er uendelig dyb og korrespondancen
overlever måske ikke mødet.
På den anden side kan man også være heldig at
møde et menneske, som man "genkender" og hurtigt
falder i hak med i uanfægtet
fortsættelse af det skriftlige venskab. Skallens fremmedgjorthed
varer kun sekunder, så fortsætter man den årelange
samtale som
gamle venner. Ofte deler man fælles pennevenner, som man kan
snakke om og med.
Hvad er en god og dårlig korrespondance
Der er ikke noget værre end et brev med automatiske
opremsninger som: "så var jeg i byen og handle og dagen
efter bagte
jeg boller og om fredagen....". Det er også dræbende
at læse fem sider om ungens eskapader, tv-serier eller ægtemandens
vid.
Endnu værre er de kopierede massebreve, hvor ens navn er sat
ind bagefter. Keeeeeeeeedeligt!
Dialog, tak. Eftertanke og indføling i modtagerens
verden. Hvad tænker du, drømmer om, oplever, frustreres
over?
Hvad ser du, når du kigger ud ad dit vindue eller går
ned ad gaden i din by? Hvad taler man om i medierne? Hvilke værdier
har man i dit land? Hvilken historie og politisk situation? Man
skal altså virkelige opøve sine evner til at skrive
levende og beskrivende for en person, der måske kommer fra
en hel anden kultur eller lever et liv, der ligger langt fra dit
eget. Vigtigst af alt skal man kunne "lytte" til hvad
modparten skriver (eller ikke skriver) og stille uddybende spørgsmål.
Huske den enkeltes tidligere informationer, se både udviklingen
og detaljerne. Huske at sende kort til fødselsdage og jul.
At skrive med folk fra andre lande giver også
mere end alverdens støvede historie - og geografibøger.
For eksemple at opleve DDR før og efter murens fald fra en
person, der lever og kæmper for sagen. Eller Ulsters problemer
set fra et hverdagsperspektiv. At leve af landbrug og se dyrene
som ressourcer. Prøve at forstå verden set med et specielt
religiøst perspektiv. Det giver også god træning
at supplere skolens kedelige sprogøvelser med virkelig dialog
mellem mennesker. Ingen røde streger, medmindre man beder
om hjælp til at blive bedre til grammatik - og man lærer
nye slangord, der ikke står i ordbogen.
Venner per postordre
Hvordan skaffer man sig så de her vidunderlige
kontakter? (Mest en hobbyfor hunkøn, ser det ud til) Pennevenner
kan nu om dage skaffes på nettet via nyhedsgrupper, men der
er nu ikke noget så jordnært som de såkaldte vandrehæfter
"Friendship Books", som man
sender rundt mellem hinanden. En person fabrikerer det tomme hæfte
til en kammerat. Vedkommende udfylder en side med adresse samt interesser
og ønsker for nye pennevenner og sender det videre igen.
Når hæftet er udfyldt (gerne med farverige billeder,
glimmer og deslige) sender man det tilbage til den person, som det
oprindeligt er lavet til. Her kan man altså helt gratis finde
nye pennevenner fra hele verden. Her er der sjældent falske
navne og adresser og folk er generelt præcis dem, de udgiver
sig for at være. Skrivelystne mennesker, der gerne vil lære
dig at kende. Egentlig en vidunderlig ting - et katalog over mulige
venner, som man bladrer i og udvælger fra. Du lyder interessant,
så jeg sender lige et introducerende brev. Dette er hvem jeg
er og mine interesser. Vil du skrive sammen med mig? Gid det var
lige så nemt i det daglige at skabe kontakt.

|