logo
[Lidt om Lirum-Larums fødselsdagskoncerter, fortsat fra forsiden]

 

Forleden weekend afholdt folkemusikforeningen Lirum-Larum en 30 års fødselsdagsfest på Gimle i Roskilde. Det gjorde de med et udemærket 3-dages program med forskellige musikere, præsenteret af ingen ringere end Allan Klitgaard (vi kræver folk-nyt tilbage i DR!!).

Jeg havde ikke råd til at se alle koncerterne, men valgte Serras fredag aften og Paul Banks & Martin Andersen (opvarmning Tek3) lørdag eftermiddag. Det havde også været fedt at høre Lyberth om søndagen og få snevisioner og gåsehud, men dertil rakte finanserne ikke.

Der var gang i den, selv med et publikum på mestendels over 40 (hvor f.. er de unge henne?) og det var ret hyggeligt. Dog var det noget kedeligt at have et helt bord for sig selv og ingen at snakke med om oplevelsen, men sådan er det.

I gik virkeligt glip af noget, alle I, som ikke mødte op! Der var et pinligt lavt fremmøde, specielt til Serras koncerten (endda Grammy vinder i år - eller Danish Music Awards, som det latterligt nok nu skal hedde på engelsk). Sans for kvalitet er der vist ikke meget af hos mine bysbørn, de vil måske hellere sidde derhjemme og se kunstigt skabte designerbands på MTV eller høre Bamses Venner i jukeboxen på bodegaen. Men der er håb endnu; DR var der med sendevognen og vil viderebringe nogle af koncerterne i radioen senere.

 

Selv at frembringe toner

Engang i fortiden har jeg været med på nogle af Lirum-Larums guitar- og spillemandskurser, men det ebbede ud efter nogle år, selvom jeg stadig elsker folkemusik og faktisk savner at spille rigtigt meget. Jeg lærer aldrig de skide noder - og så er guitarens rolle i et spillemandsorkester også kedelig. Guitaren samler nu støv og strengene kommer ud af stemning - ikke engang det kan jeg huske længere.

Jeg har stadig et famøst kassettekursus med bluesstykker, som på tiende år stirrer anklagende på mig fra nodestativet - sange som jeg går i stå med gang på gang, når mine fingre ikke kan nå de svære greb. Også min irske tinwhistle ligger ubrugt hen - der er ingen kurser at finde nogen steder, men måske du kender en, som vil lære mig kunsten? Allerhelst ville jeg spille violin, men det skulle efter sigende være afsindigt svært. Og jeg ville også blive smidt ud af huset, hvis jeg købte mig et instrument og vovede at øve. Men med de larmende naboer jeg har, er der måske ingen, som hører det alligevel. Falsk violinhyl og børnehyl ligner hinanden.

 

Engang kommer her også en side med musiklinks.


 

- Kontakt mig

musik bladhylden hobbyrummet job