|
Man tager et får......
...vælter det om og klipper derefter forsigtigt ulden
af kræet (helst med landmandens accept), fjerner græs
og møg, karter substansen og farver det måske
efterfølgende. Voila! Så har man karteflor.
Derefter er det op til filtefolket at bruge fantasien
(og en masse vand, sæbe og knofedt) til at skabe ting
og sager af ulden. Det kan blive til alt - fra praktiske ting
som sko, hatte og kjoler til bamser, farverige "malerier",
skulpturer og moderne installationer.
Men det er ikke en ny opfindelse, tværtimod.
Tovning eller filtning blev brugt ihvertfald 600 år
f. Kr. I Asien har steppefolkene udviklet metoden, hvorefter
den bredte sig til andre dele af verden. Filtede ting har
også været en del af vore fjerne forfædres
beklædning, f.eks. er der fundet ting fra vikingetiden.
At filte har derefter været en gammel
husflids-tradition i Norden, glemt i lang tid og blev så
"genopdaget" i Sverige sidst i 60'erne, hvor man
stadig fandt folk, som mestrede håndværket. Teknikken
er nu blevet meget populær og dyrkes både i skolerne
og i fritidsundervisningen.
De mere profesionelle filtere holder en del
udstillinger og workshops, som du kan læse mere om på
foreningen Grimas hjemmeside.
Se hvordan en filtedukke
blive til.
Jeg stiftede første gang bekendtskab
med filtehåndværket på Thorstedlund Kunsthøjskole
under et sommerkursus. Jeg var egentlig tilmeldt malekurset,
men da det var overtegnet, blev jeg "bearbejdet"
til at skifte over til filteholdet (jeg ved ikke, hvorfor
det altid er mig, der bliver udvalgt til at ofre sig, men
jeg er jo så flink!!).Og da jeg først kom i gang,
viste det sig at være ganske morsomt. Men efter to uger
med marathonfiltning - man kunne jo ikke få sig selv
til at holde inde, når dagen var gået - var vi
også mærkede af det hårde arbejde, selvom
vi fik noget fra hånden.Man står bøjet
over filtebordet med hænderne i sæbevand og gnubber
huden af fingrene i timevis. Men det er ganske hyggeligt og
socialt.
|
